Johanne og Mikkel feature

Vi kan savne nogen, der stadig eksisterer. Have mistet nogen, der stadig står lige foran os. For når et menneske er afhængig af rusmidler, har det ofte meget store konsekvenser. Både sociale og fysiske. Hos misbrugeren. Men ikke mindst også hos de pårørende. Alligevel er det som pårørende svært at finde og få den rette behandling – og det bekymrer eksperterne på området.  

Af Mikkel B. Krøll og Johanne Overgaard Madsen

Husker du mit generte smil i folkeskolen? Mig, der var for moden til dig – og dig, der pludselig igen stod i min dørkarm. Mig, der endnu engang faldt for dig.  

Dig, der hjalp mig med at rykke rundt midt om natten, karrieplanerne der voksede ud af vores liv sammen? De dage, hvor du forlod arbejdet for at slå edderkopperne ihjel? De lange aftener, der blev til lange nætter – lange nætter, der blev til forlovelse, ægteskab, og ungerne? Det var alt det, vi drømte om. 

Lige indtil det kom ind i billedet. Alt det, der ikke hørte drømmen til.  

Vi havde set det fange, fortære og sluge. Og selvom de kortvarigt havde haft sit greb i dig, havde du betroet mig, at du var færdig med det. Det gav god mening, for du havde jo set, hvordan de ødelagde familier – hvordan det havde ødelagt din egen familie.  

Men så var det der pludselig igen. I din jakkelomme, midt på legepladsen. Pakket i pose, og cellofan. Og da du foran ungerne sværgede, at det ikke var dit, troede jeg dig. 

Men du løj.  

Og mens det raserede i det skjulte og opslugte alt, betød det alligevel mere for dig, end jeg gjorde. Og jeg fik lov at gribe efter dig, mens det åd af din krop, og alt du havde været.  

For hver rusmiddelafhængighed, der findes, findes der en gruppe mennesker, der lever i skyggen. En gruppe mennesker, som i mange tilfælde, har tilsidesat egne behov, tilrettelagt deres liv og i nogle tilfælde glemt sig selv – fordi de bliver nedprioriteret til fordel for rusmidler. De pårørende.   

Det estimeres, at ti procent af den danske befolkning er tæt på et rusmiddelmisbrug, og mens det for nogle kan have en mindre indvirkning i hverdagen, kan det for andre betyde, at man vier sit liv hertil. Til at prøve at fikse og opretholde. Til at mindste skaderne der følger med. Man bliver medafhængig.   

Medafhængighed indkapsler det jerngreb, man som pårørende er fanget i, når man altid vil være anden prioritet til rusen. Både mentalt og fysisk. 

Og mens man på sidelinjen kan føle sig som magtesløs tilskuer, fortæller ekspert på området, Helle Lindgaard, psykolog og forsker i misbrug og pårørende, at man som pårørende i mange tilfælde, er mindst ligeså belastet som den afhængige – nogle gange endnu mere. 

Det anslås, at hver tredje pårørende til en person med en rusmiddelafhængighed har udviklet depressionstendenser. Mange glemmer sig selv, bebrejder sig selv og skubber egne problemer til side. I stedet tager de misbrugerens følelser på sig, føler tyngden af skylden, skammer sig over alt det, som går galt. De prøver at kontrollere, men kvæles i mistro. Hver sjette pårørende har haft selvmordstanker. 

Ifølge Helle Lindgaard står man dog ofte i skyggen af et misbrug – og ikke mindst på bar bund i et system, hvor pårørendehjælp kun er en kan-ting og ikke en skal-ting for landets misbrugscentre. 

Det var den virkelighed, der ramte Pandora, da hun søgte hjælp til sig selv.  

Dine kinder blev til blege huler, du arbejdede længe, og jeg måtte slette de familiebilleder, jeg tog af os i stuen. Alligevel troede jeg dig, når du sagde, at du bare havde travlt.  

Billedet på dit fitnessmedlemskort var det grimmeste i verden. Den slags grim, hvor man ikke kan lade vær med at grine, når man ser det. Jeg stod med din pung, og der lå det. Det grimme fitnesskort, jeg elskede. Sammen med et barberblad, et af ungernes sugerør og det hvide pulver.   

Vi råbte og skreg. Min krop brusede over med spørgsmål. Hvor længe havde det stået på? Hvor havde du pengene fra? Ville der komme folk, som ville have penge? Du væltede vores verden, og jeg skulle fikse det, så intet blev opdaget. 

Du blev til endnu et barn. Et barn, jeg skulle hive op af sengen om morgenen. Et barn, jeg skulle minde om at spise. Et barn, der juridisk var gammelt nok til selv at bestemme. 

Jeg prøvede at smide dig ud. Om det var abstinenser eller en ny rus, du lallede ind og ud ad døren med derhjemme, ved jeg ikke. Men jeg frygtede lyden af dine fodtrin op ad trappen. Min blå hud. Den måde dine øjne bagefter fortalte, at vi begge var bange for dig.  

Men en tanke stod klarere end resten – jeg skulle væk. Så det gjorde jeg. Mig og børnene tog på hotel og “legede turister”, mens du lå derhjemme i din rus.   

Jeg holdt på din hemmelighed. Du legede med mit hoved. Græd så i mine arme. Jeg forstår nu, hvorfor du elskede at forsvinde.  

Særligt ét dilemma går igen blandt de pårørende; skal jeg bryde kontakten? 

Ifølge Helle Lindgaard, der gennem sit arbejdsliv har forsket i pårørendes behov, kan det i nogle tilfælde være nødvendigt, for at passe på sig selv. I andre tilfælde kan de pårørende være en vigtig støtte, og trækker de sig, kan det i visse tilfælde katalysere misbruget.  

Det skaber ofte et dilemma, der lyder; gør jeg ikke noget, går jeg selv i stykker, men gør jeg det forkerte går den person, jeg elsker, i stykker. Derfor er det heller ikke nemt at løbe fra det hele. 

Et dansk forskningsprojekt, der undersøgte 415 pårørende, viser, at rusmiddelafhængighed i hjemmet har haft konsekvenser for parforholdet eller familielivet – her har hver tredje været belastet i meget høj grad.  

Og mens medafhængigheden tilrettelægger de pårørendes liv, viser en norsk undersøgelse samtidigt, at hver femte pårørende har oplevet fysiske overgreb. Derfor er PTSD-lignende symptomer og nedsat arbejdsfunktion heller ikke ualmindeligt – og de pårørende mister endnu mere identitet.  

Helle Lindgaard oplever derudover specielt mørklægningen af misbruget som trættende for de pårørende. Hun fortæller, at man modsat at være pårørende til en demenspatient, der ofte kan finde trøst i behandling og sympati fra omverdenen, ikke mødes på samme måde ved rusmiddelafhængighed. Hvis man skjuler misbruget for omverdenen, hvad er man så pårørende til?  

Derudover er det specielt uforudsigeligheden i, at de pårørende ikke ved, hvornår det ender. Om det ender. Og måske værst – hvordan det ender.   

Gennem sit arbejde som afdelingsleder af Familiehuset Tjele i København har Winnie Richter set utallige familier påvirket af et misbrug, og genkender billedet: 

“Vi oplever at de pårørende er vrede, kede af det og magtesløse,” siger hun.  

Selvom behovene hos de pårørende er individuelle og varierer meget, har de dog én ting til fælles, mener Helle Lindgaard:   

“Som pårørende har man brug for hjælp til sig selv. Man er ved at gå i stykker, og familien skal jo gå videre.”  

Du gik med til at begynde i behandling.  Og du takkede mig for at have reddet dit liv.   

De fortalte mig, hvor synd det var for dig. Din kamp, dit humør. 

Til mig sagde de: Pas på dig selv, sæt dine grænser og gør noget godt for dig selv.   

Min grænse var, at du ikke måtte lyve, og du sagde, at du var stoffri. Din test var positiv. Jeg fandt urinflasker i skuret, poser under tastaturet, kanyler i børnehøjde.  

Jeg var mistroisk og ville have dig testet igen. Du var på arbejde og kørte fra det hele.  

Du sagde, du ville tage dit eget liv. Uden at sige farvel.   

Jeg hørte ikke fra dig i fire dage.   

Du råbte ad vores 10-årige datter, at du ville springe ud foran et tog. Nu ser hun i mine øjne og spørger, om jeg også har lyst til at dø.    

Danmark er der intet fast tilbud til pårørende.  

Da Pandoras mand blev tilknyttet et behandlingscenter, blev hun tilbudt tre dages pårørendekursus. Derefter skulle hun selv tilkøbe private samtaler.  

Dansk lovgivning opfordrer behandlingsstederne til også at have tilbud til de pårørende. Men det er ikke et krav. Og ofte er tilbuddene til pårørende med fokus på, hvordan man som pårørende hjælper misbrugeren – ikke hvordan man som pårørende hjælper sig selv, forklarer Helle Lindgaard. Samtidigt vil det som udgangspunkt kræve, at man som pårørende har de økonomiske ressourcer til at købe en sådan behandling. Derudover er det ifølge Helle Lindgaard problematisk, at hjælpen til de pårørende først kommer, når den afhængige er i behandling.  

Dette er et billede, som faglig leder på Pårørende Netværket Jan Stig Salling genkender. Gennem NGO’en, som udgør et af de få gratis tilbud, der er til pårørende til misbrugere, møder han mange som tynges af denne afmagt: 

”Vi møder ind imellem pårørende der lider af PTSD – der er en virkelighed der kunne efterspørge, at der skal sættes noget til rådighed, så vi kan sikre deres ståsted. Der er ikke garanti for et målrettet tilbud til de pårørende, og derfor vil de ofte gå fra kommunen, men en følelse af ikke at være blevet taget alvorligt nok,” forklarer han. ” 

På Tjele Misbrugscenter, der tilbyder familiebehandling fem steder i Danmark, fortæller Winnie Richter at de pårørende står i en kompleks situation. De har brug for redskaber til at håndtere det, der er sket, og til at finde hinanden igen. Samtidigt fortæller hun dog også, at det kan være svært for den pårørende at skulle opsøge hjælpen selv: 

“Mange har stået i det her i mange år, og forsøgt at hjælpe den afhængige til at stoppe selv, uden det er lykkedes,” fortæller hun.  

I foråret 2024 stemte regeringspartierne imod et forslag, der ville sikre en behandlingsgaranti til børn og unge, der er vokset op med en forælder, der har en rusmiddelafhængighed.   

Og det skaber bekymringer, at pårørendeområdet fra politisk side er skudt til hjørne. Både på individniveau, og fordi det afføder sygemeldinger og nedsat arbejdsfunktion, ifølge Helle Lindgaard: 

“Det går jo ikke, at vi har så mange pårørende, der er alt for belastede, og som derudover koster samfundet en masse penge.” 

Social- og boligministeriet, der står for behandlingsstederne i Danmark, er blevet forelagt kritikken, men har ikke ønsket at kommentere på sagen.   

Du trak det hele med ind bag de vægge, vi havde bygget. Vores korthus væltede.   

De lange nætter, uvisheden og fortvivlelsen – alt sammen fandt jeg lige dér i posen i din lomme.   

Jeg har smilt. Jeg har presset mig selv og mine følelser ned i en trykkoger. Jeg lærte at stryge dig med hårene.  

Men selvom du sagde, du var clean, ville du fortsat mødes med dine nye “NA”-venner. Mordere og misbrugere – hvor I alle klappede hinanden på ryggen, hver gang det gik galt igen. Du ville jo ikke videre. 

Derfor forlod jeg dig.   

Men jeg skriger i puderne om natten. Jeg skriger, når jeg frygter, de ringer, og siger du er død. Og når jeg håber, de ringer, og siger du er død.   

Jeg er stadig ved at regne ud, hvad jeg skal sige til børnene. Hvordan jeg skal kunne vende tilbage til mit arbejde. Jeg er stadig ved at sige farvel til dig.  

Husker du mit generte smil i folkeskolen? 

_________________________________________

Steder og navne er anonymiseret af hensyn til kilden og hendes børn. Journalisterne er bekendt med hendes sande identitet.